Om det der med slankekure...

Det er sådan lidt med min krop, at den slet ikke har en "yo-yo"-vægt som mange beklager sig over. Den er mest bare yo. Y for "Ystyrligt-trang-til-kage" og o'et for "Oh-fuck,-jeg-tager-altså-endnu-et-stykke-kage". Kageformen har jeg. Ikke pære-, æble-, eller anden frugtform. Bare god gedigen kageform og jeg var (og er) træt af det. 

Det sidste års tid har jeg forsøgt at skære bare en smule ned på de dårlige vaner, fordi jeg godt selv kunne se, at str. 42 i bukser måske var noget stort, når jeg kun stikker 169 cm op i luften. Jeg kunne også godt mærke lårene svinge let, når jeg gik. Og når jeg ikke gik. 

Men der er bare det der ved mig, at jeg slet ikke kan undvære den hurtige mad, det vidunderlige bland-selv-slik (heksehyl!), chips med dip, kage, en kold coca-cola og aaaaalt det, jeg ved er hamrende usundt og skidt. Jeg er sådan en person, der siger til mig selv: "Jamen, Denise, du ryger ikke og du drikker kun ind i mellem alkohol, så du kan godt lige nappe sådan et Hvidovresæt,bestående af en dürüm med dåsecola og ekstra chili, det kan du da! Du skal da ha'!". 

Alligevel har jeg formået, ved bare at justere enkelte ting liiiidt ned, at opnå noget der er godt på vej til at blive en pæn ommodulering af kroppen. Ved begge graviditeter har jeg sneget mig op på 90(!) kg og det kan i den grad føles, mærkes og ses på, ikke kun mave, men også resten af kroppen nu. Jeg ville frygteligt gerne af med "dejen" midt på maven, strækmærker og alt det jeg fik foræret sammen med plukkeveer, hormoner, pigmentfejl og ej at forglemme et par solstrålebørn. Men det er en del af pakken og det har jeg accepteret. Den er der, dejen, den bliver der og det bliver den ved med - jeg må bare gøre lidt for, at den måske bliver lidt mindre slasket. Ah, alle de lækre ord! Slasket, dej og dip. 

Anne Bechs bøger (FIT på 100 dage og Tab dig hvor du vil) har jeg haft glæde af. Der er gode opskrifter og øvelser der kan laves hjemme. Intentionerne om at følge bøgerne til punkt og prikke, er der altid i de første par uger. Så sker der noget i mit liv. Jeg bliver glad, skal fejre noget og det sker typisk med mad. Eller måske stik modsat: jeg bliver ked af det og derfor skal jeg trøste mig selv - med mad. Som så mange andre påvirker mit humør ofte mine valg omkring mad. Er jeg ekstra stresset bør jeg spise sundt og det ved jeg selvfølgelig godt, men jeg ender altid med at vælge noget hurtigt "bare fordi jeg skal jo ha' noget". Alligevel tyr jeg til bøgerne når jeg skal inspireres, træne hjemme eller få et af Annes gode ord med på vejen. Det hjælper at kunne hive dem frem, når jeg føler jeg er røget lidt af sporet. Og så er der altså et par vildt gode dessertopskrifter! De sider er lidt krøllede efterhånden. Mm!

Jeg er ikke fanatisk eller tilhænger af en bestemt måde at spise på, en bestemt bane (LCHF, 5/2, tælle kalorier, osv.). Jeg er vild med brød, jeg spiser brød. Jeg er ikke så vild med youghurt, så det spiser jeg ikke. Selvom jeg slet ikke er systematiseret, har app'en LifeSum alligevel været en hjælp. Den kan guide dig lidt ift. hvor du er henne i dagens madprogram, om hvor meget "YIKES" der egentlig er i 1 donut, eller om pastasaucen er nødvendig. Justeringer gør meget i hverdagen og har du overhovedet brug for ketchup eller andet snask på din mad? Nah.

Oveni alt tænkeriet når det kommer til valg af mad, har jeg anskaffet mig en slow juicer! Den er vild! Den er god! Og det er mega sejt at du kan ondulere (igen et sejt ord) 1 kg spinat på ca. 1 minut. Og så LIGE ned i løgneren, maven og kroppen, som bliver så glad, så glad! Opskrifter finder jeg på nettet (Og Anne Bech har også et par). Jeg vil anbefale dokumentaren "Fat, sick and nearly dead" på Netflix. Skræmmende, men spændende dokumentar om Joe Cross der ændrer sit liv fuldstændig med en juicer. Jeg vil ikke råde nogen til at gå dén vej, men at se hvad der gør ved kroppen, det med at leve af grøntsager, det er vildt! Ind i mellem har vi brug for en "woaw"-oplevelse for at skubbe os selv videre - eller jeg har.