... de smiler, griner, pjasker rundt i vandet med bar røv, kun iført solhat og selvfølgelig faktor 100, så de i hvert fald ikke bliver solskoldede. Vi spiser koldskål med kammerklunker (jep!) og feriebillederne emmer af 100% overskud, hygge og i hvert fald ingen mobiltelefoner eller iPads.
Det er nok dét billede jeg har i hovedet, inden ferien begynder. Og så alligevel ikke. Jeg kan mærke at mine børn holder af at sidde i deres egen lille verden, stirre ind i en skærm - alligevel ret så god skærm, kvaliteten på min GameBoy var i hvert fald ikke SÅ god - gerne i laaaang tid, hvis vi som forældre tillader det.
Men det gider jeg ikke. Jeg vil se dem, mine børn. Være sammen med dem: blive så ør i hovedet af is, grin, sol og lange dage, at jeg nærmest har brug for ferie, efter ferien. Hver dag er ikke altid lige god, det ved jeg. Hver dag er der ikke høj sol og overskud til en lang dag på stranden med mange andre mennesker omkring sig. De dage er iPad'en, computeren, mobilen eller andet måske meget god i et par timer i løbet af dagen.
Hvorfor skulle børn være anderledes end os voksne, når det er os de påvirkes af? Min telefon er jo nærmest limet til min hånd, hvis ikke jeg husker mig selv på at lægge den væk. Jeg vil meget gerne blive bedre til at koble helt fra. Jeg synes det er sejt med alle dem der lige for tiden holder offline-juli - men det kan jeg ikke. Jeg vil heller ikke, når alt kommer til alt. Det er så stor en del af mig og vores hverdag til at jeg kan lade det helt være. I hvert fald lige nu.
Jeg håber bare, at børnene også husker det vi lavede sammen og at det ikke er Motor-Mille der kun bliver fortalt om i børnehaven når vi alle er tilbage til hverdagen. Og aaaaaarh, hvilken glæde det er at tænke på, at i morgen igen er fyldt med solskinstimer - og forhåbentlig lidt færre iPadskinstimer :-)
