Jeg har en dyster fremtid som fattig studerende, en for-sjov-skralder (det varede én nat, vi havde det sjovt og fik 35 pakker ingefær, 4 planter og en pakke peberfrugt med hjem) og som nærigrøv, når det gælder enkelte ting.
Den fortid slipper ikke helt og den gippede i mig, da jeg for en månedstid siden cyklede med Mynthe forbi et hus, hvor der var sat ting ud til storskrald. En rattanstol stod midt i det hele. Grålig, med pæne bøjninger, en lille bitte mikro smule ødelagt flet, men skidt pyt, det kunne fixes! Og det blev den.
Selve overfladen var ikke køn og selvom jeg godt kan li' farven på de naturlige rattanmøbler, så måtte denne males. Et par dage forinden havde jeg kastet min kærlighed på farven Midnatsblå fra Sadolin og selvom jeg ikke vidste hvad jeg ville bruge den til, tog jeg malingen med hjem.
Det var jo som KALDET da rattanstolen stod der og hviskede til mig. Mynthe synes det var meeeeeeega pinligt at jeg satte den store stol op bag på cyklen, mast ned mellem min ryg og cykelstolen. Hvad gør man ikke for at få en god stol med hjem? Alligevel kunne Mynthe ikke dy sig, da selvsamme hus, havde sat en kurv ud med gratis æbler. My's cykelkurv blev i hvert fald fyldt op. Og så fik vi os ellers en god samtale på vej hjem på cyklerne, om hvorfor man gerne må tage ting der står på gaden og hvad der skulle ske med stolen.
Da vi kom hjem, måtte jeg bede Mynthe om at aflede Jonas' opmærksomhed. Jeg vidste at han ikke ville finde storskraldsguldet lige så cool som jeg. Den gik også! Der gik en hel dag, før han opdagede den.
Først synes mini mig, at den der gamle stol, var meeeeeega grim. Men da My så forvandlingen, sneg spørgsmålet sig hurtigt frem:
– "Må jeg gerne få stolen, mor?"
Malede stolen en enkelt gang, malingen dækkede så fint!
Nu bor den hos My og hun er rigtig glad for den. Jeg er også glad for den, og håber jeg helt ubemærket kan lade den flytte ind i stuen ...
